Så blev der efter lang ventetid endelig udskrevet valg. Den næste måneds tid bliver heftig, indtil det hele afsluttende løber af stablen d. 1. november 2022. Men hvordan er det nu lige med det folketingsvalg? Hvordan bliver du klogere på folketingskandidater og partier, hvis du endnu ikke ved, hvem du vil stemme på? Hvordan stemmer du i det hele taget? Alt dette kan du blive klogere på her. 

Sådan stemmer du 

For at kunne stemme til et valg, skal du være fyldt 18 år og have dansk statsborgerskab. Derudover skal du have fast bopæl i Danmark. Hvis du opfylder disse krav, vil du automatisk modtage dit valgkort med posten senest 5 dage før valget finder sted. På dit valgkort vil det fremgå, hvor du skal bevæge dig hen for at stemme. Ofte vil lokationen være tæt på din bopæl. Her går du hen på dagen, hvor du vil blive guidet ind i en stemmeboks, hvor du uforstyrret kan sætte dine krydser. Du kan både stemme på et parti, men også på en specifik kandidat. Det vigtigste er dog at huske, at du kun må sætte et enkelt kryds. Du må altså ikke både sætte kryds ved et parti OG en kandidat. Hvis en stemmeseddel har to krydser, bliver den automatisk vurderet som ugyldig. 

Jeg har ikke mulighed for at møde op

Der kan være mange årsager til, at man ikke kan stemme på selve valgdagen. Hvis du ikke har mulighed for at møde op til valgstedet d. 1. november, er der heldigvis andre muligheder. I det tilfælde kan du vælge at brevstemme. Typisk kan du møde om på Borgerservice, biblioteker og lignende. Her kan du få hjælp til at brevstemme. Husk legimitation! Husk at komme i god tid, da din stemme skal kunne nå frem. Som udgangspunkt skal du have brevstemt på den tredjesidste hverdag før valget finder sted.

Hvem skal jeg stemme på? 

Hvis du stadig nu er i tvivl om, hvem eller hvilket parti du stemme på, er det en god idé at begynde at undersøge det nærmere. Du kan altid tænde for fjernsynet, der lige nu flyder over med valgkamp i form af debatter og lignende. Du kan dog også finde information om både partier og kandidater på internettet. Læs om kandidater her . Mange steder kan du også finde tests, som kan guide dig til, hvad der måske kunne være en mulighed for dig. Men husk på, at disse tests altså ikke skal tage valget for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *